Udstillingsområdet Rockens Rødder er tegnet som en cirkel. Det er en tidsfrise, hvor du som publikum føres gennem rockens historie år for år. Du starter i 50’erne og slutter ved i dag.
I midten af cirklen finder du en lang række aktiviteter som fx Stjernegalleriet og On the Road. Men selve cirklen, som vi kalder Tidstunellen, belyser rockens historie kronologisk i lyd- og billedklip, genstande og dokumenter. Der er mange ting at se, men du får god hjælp af din virtuelle guide.
Undervejs i Tidstunnellen kan publikum havne i nogle særlige tidslommer:
- Ungdomsuniverserne, som formidler udvalgte og tidstypiske ungdomskulturer, der har spillet en central rolle i forbindelse med rockens udvikling. Der er fem ungdomsuniverser – et for hvert af årene 1960, 1965, 1971, 1983 og 1996.
- Musikgenrerummene, som giver publikum en rendyrket musikalsk oplevelse, som afspejler den aktuelle tid, samfundet og kulturen. Der er 5-10 musikgenrerum med musik lige fra pigtråd til hip-hop.