Oversigt
Lydlaboratoriet

500 m2 – 20 aktiviteter

Se illustrationen af Lyd-laboratoriet i fuld størrelse (pdf)
Se 3d tegning af Lyd-laboratoriet (pdf)

  • Hvordan skriver man et godt nummer?
  • Hvor svært er det at spille bas, guitar eller keyboard i kendte danske rock- og popnumre?
  • Hvordan bearbejder man musikken i mixeren?
  • Hvordan er det at stå på en scene og fyre den af?

Det kan du som publikum få svar på i Lyd-Laboratoriet, som er et helt specielt interaktivt område i Danmarks Rockmuseum. Her skal publikum stifte bekendtskab med sin indre musiker – uanset om de er rigtige gode i forvejen eller nybegyndere.

4 områder
Lyd-laboratoriet er inddelt i fire områder:

  • Komponisten
  • Musikeren
  • Produceren
  • Performeren

Publikum får mulighed for at prøve kræfter med rollerne som komponist, musiker, producer og performer og kommer populært sagt ”ind i musikken”.

Keyboard med dioder

Komponisten
I området Komponisten er der fokus på de virkemidler, komponisten kan bruge, når han/hun skaber et nummer.

Området har en række computeraktiviteter:

  • Den gode melodi sætter fokus på melodiens betydning for et nummer.   
  • Rytmen holder sammen på nummeret viser forskellige typer af typiske rytmer i rockmusikken.
  • Instrumentation viser, at det ikke er ligegyldigt, hvilke instrumenter der bruges og hvor i lydbilledet, de er placeret.
  • Sangen giver sjæl viser, at sangstemmen kan have vidt forskellige udtryk.
  • Kor og forsanger skal afstemmes kaster lys over, hvordan en sangs udtryk kan udvides og ændres ved at tilføje stemmeharmonier/kor.
  • Tempo belyser, hvilken betydning selve tempoet har for oplevelsen af et nummer.
  • Produktion viser, hvordan den endelige studieproduktion giver sangen den sidste finish.
  • Tekst giver publikum mulighed for at prøve kræfter med at sætte ord til musik, som de selv komponerer ud fra enkle og få akkorder.
  • Melodisk lån løfter sløret for, hvordan der kan indgå meget enslydende temaer i vidt forskellige numre.
  • Numre der er indspillet af flere kunstnere giver publikum chancen for at lytte til forskellige fortolkninger af de samme numre.
  • Lyden af rock, hvor publikum kan lytte sig frem til, hvilken rolle de forskellige instrumenter spiller – og har spillet i rock- og popmusik.
  • Hittets anatomi analyserer typiske hits. Men spørgsmålet er så, om man bare kan følge en manual, når man skal skabe et hit?

Musikeren
I området Musikeren kan publikum spille på forskellige instrumenter – enten alene eller sammen med andre besøgende.

Området Musikeren består af følgende aktiviteter:

  • Instrument-stande, hvor man kan vælge mellem instrumenterne: guitar, basguitar, trommer og keyboard. Her kan man gennemgå øvelser i forskellige sværhedsgrader, så der både er noget for ikke-øvede og øvede musikere.
  • Instrument-bokse, hvor publikum kan spille på – og optage – instrumenter i en lydtæt boks.
  • Sang-boks, hvor man kan prøve at være forsanger i et band.
  • Sample-boks, hvor man kan optage lyde og prøve at spille med dem på et keyboard.

Dreng i Lydlab2

Produceren
I området Produceren kan publikum bearbejde det musik, de allerede har produceret i boksene i området Musikeren.

Produceren består af følgende aktiviteter:

  • Mixeren, hvor man kan arbejde med lyd i mange spor og producere sin egen sang/sit eget nummer.
  • Sound, hvor man kan prøve at arbejde med lydeffekter for at ramme sounden på forskellige danske bands.
  • Mix-Live, hvor man kan arbejde med at mixe ”live-lyd” foran en stor videovæg med et levende band.

Born i Lydlab

Performeren
Området Performeren består af to store aktiviteter, hvor man begge steder skal optræde:

  • På scenen giver publikum mulighed for at optræde som musikere i et liveband på en scene foran et virtuelt publikum. Det hele bliver naturligvis optaget på DVD, som man får med hjem.
  • Multimediestudiet  giver publikum chancen for at indspille en mindre musikvideo foran to kameraer i et studie. Avanceret teknik gør det muligt for publikum at medvirke i musikvideoer af professionel kvalitet.