Denne godt slidte læderjakke har tilhørt sangerinden Mariane Malfet fra den århusianske punkgruppe Gylle. Hun gav jakken til et af den lokale punkmusiker Johnny Concretes mange punkarrangementer, hvor den skulle bortauktioneres. Det blev den dog aldrig – ifølge Malfet selv, fordi de andre punkere syntes, den var for dyr.
Malfets gruppe, Gylle, blev dannet i 1979 som et rent pigeband på en ellers mandsdomineret punkscene og havde et heftigt sceneshow. Medlemmerne var sminket til ukendelighed og det var ikke unormalt, at Mariane smed tøjet på scenen. Som hun udtalte til musikbladet MM i 1980: ”Vi vil da gerne provokere med vores show, det er det, det hele drejer sig om. Der er sikkert mange, der er forargede på os til koncerterne, men på bunden misunder de os. Vi gør ting, de gerne ville gøre.”