Danmarks Rockmuseum har i sin samling bunkevis af fanbreve til Gasolin'. Den populære gruppe havde i 1970erne en officiel fanklub, hvor medlemmerne kunne skrive ind og bestille klistermærker, t-shirts og plakater, - og så selvfølgelig sende hilsener til idolerne.
Især pigerne roste Kim Larsens stemme og udseende, mens mange drenge spurgte ind til selve musikken, akkorder, instrumenter osv., fordi de gerne ville genskabe Gasolin’ lyden i deres egne amatørorkestre derhjemme.
Fanklubben blev administreret af Franz Beckerlees mor, der opbevarede en stor mængde af brevene, indtil de blev doneret til Danmarks Rockmuseum. I vores samling har vi derfor nu flere kasser med hundredevis fanbreve, som samlet giver et sjovt og anderledes tidsbillede af 1970ernes unge. Mange af brevene er dekoreret med tegninger, kysmund med læbestift og udklip fra aviser og blade.