Love-ins

I sommeren 1967 kommer den nyeste amerikanske mode til Danmark: hippier. De ”oprindelige” hippier havde sådan set allerede begravet sig selv (symbolsk) i februar i San Francisco, men det generede ikke de danske unge. Dertil var kærligheden til blomstersymbolik, fredsønsker og alternative leveformer for stor.

Man begyndte at afholde Love-ins, først i Kongens Have og på Langelinje i København, siden bl.a. i Eventyrhaven i Odense. Tidens mest hippe hippieband, Steppeulvene, optrådte ved flere af lejlighederne.

Dette skulle blive begyndelsen til det egentlige ungdomsoprør i Danmark; et oprør, der bølgede frem og tilbage i flere år, og som efterhånden blev spaltet i uendelig mange fraktioner for langsomt at ebbe ud hen mod slutningen af 1970’erne.