1988 - Hiphop

Som tidligere jazz og rock’n’roll bliver hiphoppen til at starte med lanceret i Danmark som en ny dans. Sammen med break dance begynder unge at lave graffiti, og snart efter kommer dj’ing og rap til. Selvom hiphop havde fundet vej til mange teenagere flere år før, er det først, da MC Einar udgiver hiphop-pladen ”Den nye stil”, at genren markerer sig i Danmark. 

Udenlandske hiphop-navne som LL Cool J, Run-DMC og Public Enemy havde lige været på besøg og bidraget til de københavnske rapperes selvtillid og fokus på hiphop i det hele taget. Alligevel bliver de fleste danskere forundret over den ellers ukendte subkulturs pludselige opdukken i mediebilledet – som nu er et hit.

MC Einars plade bliver hurtigt fulgt af Rockers by Choice’s ”Opråb til det danske folk”. Begge plader vækker en vis opmærksomhed, men bagefter er der tavshed. Det skal vare endnu syv år, før hiphop for alvor slår igennem i Danmark.