Forstæderne rocker

Ungdommens musik er nu også nået til forstæderne. Dette år rockes der igennem i mange af forstædernes ungdomsklubber, og populære pigtrådsgrupper som Treffters og Rocking Ghosts dannes i Hvidovre.

Hvidovre var vokset heftigt i 1950erne, hvor brokvarternes arbejderfamilier flyttede ud med deres børn – som blev unge i 60erne. De unge mødes nu om den nye musik, som spilles på skoler, i ungdomsklubber – og i Hvidovre også i den lokale roklub, som lægger lokaler til flere popballer for at rette op på økonomien.

Det er i det hele taget her i starten af 60erne, at der opstår en egentlig ungdomskultur omkring musikken, med egne bands, egne mødesteder, egne medier. Og det sker ikke kun i storbyen og dens forstæder, men i hele landet – alle byer får deres egne lokale rock-helte.