Et blad – kun om musik

The Beatles giver to koncerter i K.B. Hallen den 4. juni. De i alt 8.800 billetter var blevet sat til salg den 9. april og udsolgt på rekordtid. Aftenens opvarmningsbands ved begge koncerter er The Beethovens, The Weedons og The Hitmakers.

The Hitmakers spiller i deres første sæt en udgave af Little Richards ”Long Tall Sally”. Efterfølgende må bandet love Paul McCartney ikke at spille sangen igen til koncerten senere samme aften, da The Beatles også har sangen på deres setliste. The Beatles er dog gentlemen nok til ikke at spille ”Long Tall Sally” til aftenens første koncert.

I køen forud for de to koncerter uddeles denne aften også det nye danske ungdomsblad ”Hit”. Ophavsmændene til bladet er popsanger Johnny Reimer, radiovært Jørgen Mylius og fotograf Per Dalsgård. Sammen har de forinden opsøgt reklamedirektøren Povl Parris, der tidligere havde postet penge i musikarrangementer. Parris syntes om idéen, og Hit blev en realitet. Det eneste danske blad kun om musik. Parris bliver også manden, der 1. september dette år står bag åbningen af Frederiksbergspillestedet Hit House.