1995 - En ny lyd indtager scenen
Selvom Dizzy Mizz Lizzy er de store Grammy-vindere til Danish Music Awards dette år, så er det et andet album, der for alvor markerer sig på radioens sendeflade.
Caroline Henderson, som sidst i 80’erne sang i pop-bandet Ray Dee Ohh, udgiver sit soloalbum ”Cinemataztic”. Et album, der ikke lyder som noget skabt indenfor landets grænser.
Albummet er et samarbejde med producerparret Kasper Winding og Thomas Blachman - som vi senere vil lære at kende som en brysk dommer i X-factor på DR1 - og baner vejen for genren trip-hop på den danske musikscene. En genre, som kombinerer drømmende lydflader med elementer fra både hip hop, electronica, reggae, rock og jazz, og som internationalt repræsenteres af navne som Massive Attack og Portishead.
Hits fra ”Cinemataztic”-albummet som ”Kiss Me Kiss Me” og ”Made In Europe” er dette år i lystig radiorotation, og Henderson scorer ikke mindre end 7 priser til det følgende års Danish Music Awards.