2004 - Det fucking sprog

Niarn udgiver albummet ”Årgang 79”. Det lægger forfatteren Hanne-Vibeke Holst også mærke til. Hun skriver et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Du er fucking sexistisk, Niarn”. Her kritiserer hun de voldsomme og voldelige tekster og det tilsyneladende nedværdigende og vulgære syn på kvinder. Hun hæfter sig ved, at rapperne ofte beskriver det modsatte køn som kællinger, ludere, hos, bitches og babes

Niarn skriver efterfølgende tilbage til Hanne-Vibeke Holst og forklarer, at sproget udvandes og ordenes betydninger formildnes gennem årene. ’Luder’ betyder ikke det samme i dag, som det gjorde for 20 år siden. Og Niarn forklarer også, at han ikke har skabt en verden med stoffer og vold – det er verden med stoffer og vold, der har skabt ham.

Enige bliver de to ikke, men de afføder en del debat, hvor både kønsforskere og universitetsstuderende deltager. To studerende konkluderer bl.a., at hvis man ”tager det hele alt for bogstaveligt, er man et let offer for rappernes abekattestreger og ordkugler, som får lov at ramme plet på provokationens skydeskive”.